Institution Anemonen, GlostrupInstitution Anemonen, Glostrup Kommune Kommune

Institution Anemonen, GlostrupInstitution Anemonen, Glostrup Kommune Kommune

Skimmelsvamp i en daginstitution gjorde 50 børn hjemløse, men på kun tre uger fik Glostrup Kommune bygget en ny midlertidig institution op af 18 færdige moduler - det krævede dog hjælp fra en 130 tons kran.

50 af Glostrups børn fik forleden en ny midlertidig daginstitution. Den er komplet med legerum, grupperum, køkken og badeværelser, lige som andre daginstitutioner. Bygget op af 18 færdige moduler, der er blevet sat sammen på grunden på Dommervangen, tog det blot tre uger at opføre den nye bygning.

Den nye midlertidige bygning blev taget i brug 1. september og skal i første omgang bruges i tre måneder, mens institutionen Anemonen renoveres for skimmelsvamp.

- Der blev i juni konstateret skimmelsvamp i badeværelserne i Anemonen, så vi havde brug for at finde en hurtig løsning på, hvor vores børn kunne være, mens vi fik renoveret Anemonen. Og via erfaringer fra blandt andet Københavns Kommune, fandt vi frem til, at en institution bygget op af midlertidige moduler var både hurtig og god, fortæller centerchef for dagtilbud og skole i Glostrup Kommune, Kirsten Balle.

Nødvendigt med 130 tons kran

Det var dog ikke uden udfordringer, at den midlertidige institution blev sat op. Det fortæller Anna Kuzdralinska, der er projektleder hos Cramo Adapteo, der har leveret modulerne.

- Normalt kører vi modulerne ind med en lastbil og sætter dem direkte ned, hvor de skal stå med en almindelig kran. Men på grund af de høje træer på Dommervangen, var vi nød til at bruge en 130 tons mobilkran, som kunne løfte hvert enkelt af de tre meter brede moduler på plads. Det var lidt af en opgave, men vi klarede alle 18 moduler på en dag, fortæller Anna Kuzdralinska.

Nu venter Glostrup Kommune på håndværkernes tilbagemelding på, hvor omfattende skimmelsvampen i Anemonen er, og Kirsten Balle vil ikke afvise, at modulbygningen vil blive brugt til andet formål i kommunen, når børnene rykker tilbage til deres rigtige institution.